E Kleinbahn

 

Referat fra generalforsamlingen i E Kleinbahn 20 APR 2006

i NordAls Idrætscenter

22 medlemmer var fremmødt.

1) Som dirigent blev Sven Erik Frederiksen valgt.
Han indledte med at konstatere at generalforsamlingen var indkaldt ifølge lovene.

2) Formanden Knud Skov Rasmussens beretning:


Årsberetning for 2005 / 06.

Om tre dage fylder foreningen 3 år, og dens 146 medlemmer kan se tilbage på et år, der har haft de helt store udsving i begivenhederne, lige fra stor glæde og forventning og til efterfølgende stor skuffelse. Heldigvis kan vi se tilbage på flest glæder.
Først om glæderne og skuffelsen.
Vi havde haft en række indledende møder med især Jørgen Clausen (JC), Anette Clausen (AC) og Peter Clausen (PC), og disse møder havde opbygget en god optimisme med hensyn til behovet for en veteranbane som tilbringerbane til Danfoss Universe og den dermed forbundne økonomi.

I april 2005 havde vi til et møde på rådhuset med borgmester Jan Prokopek Jensen (JPJ) og Peter Mølgaard (PM) om et prisoverslag fra Statens Jordfordelings-kontor, som lød på 1.350.000 kr., der skulle dække alle udgifter vedr. køb af jord, ulempeerstatninger, opmåling og matrikulering mm. Dette beløb mente JPJ at han kunne få accept til af økonomiudvalget. Dette viste sig da også senere at holde stik. Grunden til at kommunen skulle bevilge pengene er den, at Jernbaneloven foreskriver, at kun den eller de kommuner, som banen ligger i, kan ejes af den eller de pågældende kommuner.
Vi blev også enige om, at jeg skulle indkalde til et møde med JC, AC og PC, når vi havde udarbejdet anlægsbudget og drifts-budget.

Dette møde fandt så sted den 6. juli 2005 med JC, AC og PC på den ene side af bordet og JPN, Henry Grosmann (HG), PM, Viggo Nielsen, Niels Peter Fenger og jeg selv på den anden side. JPJ åbnede for pengeposen med oplysningen om, at Kommunen ville købe det nødvendige jordareal på 3 hektar til i alt 1,350 mio. kr. JC mente efterfølgende, at han vel kunne få Real Dania Fonden til at yde 2,5 mio. kr. til remisen, og efter nogle interne familie bemærkninger blev konklusionen, at et forslag om at fonden skulle se, om det var muligt at finde de resterende 9 mio., ville blive forelagt fondsbestyrelsen på næste ordinære møde. Vi skulle dog først udarbejde nogle alternative forslag til driftsbudgettet, da man ikke mente, at det første, som var baseret på ren kulfyret dampdrift, var helt realistisk på grund af de meget høje kulpriser.
Der blev udarbejdet fire nye forslag, som udelukkende var baseret på diesel drift, og de blev afleveret i juli.
17. august meddelte JC, at man desværre ikke kunne opnå enighed i fonds-bestyrelsen, og at man derfor ikke kunne støtte vores projekt.
Det var virkelig en stor skuffelse.
I en senere skriftlig begrundelse forklarede PC, at hvis vi havde valgt en mere futuristisk transportform med ny teknologi, ville det være mere i tråd med tankerne bag Danfoss Universe! Fonden var imidlertid villig til at støtte et knap så ambitiøst, men måske mere forretningsdueligt koncept, og at man er positivt indstillet på at få information om evt. reviderede planer.
At de mente, hvad de sagde, gav sig udslag i et tilskud på 50.000 kr. i oktober.

Da foreningens formålsparagraf jo udtrykkeligt siger, at foreningens formål er at etablere og drive en veteranbane, er det følgelig ikke muligt at ændre konceptet til futuristiske transportmidler, vi holder derfor fast i det historiske koncept og prøver at arbejde videre herfra. Der er jo nok af originalt materiale at tage af og bygge videre på. Vi mener også, at det rent turistmæssigt vil være af mindst ligeså stor interesse at køre en halv times tid med veterantog, som nogle minutter med et mere moderne tog, som jo af gode grunde skal køre hurtigt.

Nordborg Kommune fastholder heldigvis løftet om at erhverve trace´en på den måde, at den første ½ mio. kr. allerede er frigjort i år, og vi arbejder nu på at se, hvor lang banen kan blive for de penge. Foreningen har jo allerede købt skinner og sveller til ca. 900 meter, og da BaneDanmark jo har planer om store udskiftninger, vil det være relativt let at få de nødvendige skinnematerialer i takt med vores behov. Det vanskeligste er at få det fra nærliggende banestrækninger, hvilket er vigtigt af hensyn til de høje transportudgifter. Jeg kan her indskyde, at foreningen indtil nu allerede har brugt ca. 50.000 kr. til transport af indkøbte materialer!

Vi satser nu på at bygge en bane på 1½ - 2 km og udleje hjemmelavede dræsiner og skinnecykler til turisterne, og i takt med udvidelser og restaurering af vogne og diesellokomotiver, og vil vi selvfølgelig også af og til køre med veterantog på strækningen.
Når denne første etape er færdig, er målet selvfølgelig at igangsætte anden og sidste etape, så vi når frem til Danfoss Universe. I første etape vil vi også meget gerne bygge den originale remise fra Nordborg efter de originale tegninger, for det er af stor betydning, at vi kan opbevare køretøjerne under sikre forhold, når de ikke er i drift på banen.

Som det fremgår af førnævnte, ligger bestyrelsen ikke på den lade side.
I det forløbne år har vi afholdt 12 bestyrelsesmøder, 9 medlemsmøder, 4 møder med Kommunen, 9 med firmaer, banker, leverandører, Danfoss Universe mfl. Der er afholdt 2 foredrag, vi har deltaget i 8 udstillinger, bla. på Sønderborg Slot, og heraf 4 med Waterloo damplokomobilen, hvor især den ene var en stor begivenhed. Vi var nemlig inviteret til at deltage ved åbningen af Danfoss Universe stående udenfor på parkeringspladsen, hvor vi vakte stor opmærksomhed, især når vi piftede en velkomst til de royale gæster! Med den deltog vi også i tre dage ved Flensburger Dampf Rundum, og to dage ved den Internationale Veteranmotor Udstilling på Cathrines Minde Teglværks Museum. Vi deltog også ved Kulturnatten 2005, og endelig har vi haft et Åbent Hus arrangement i Remisen med god tilslutning. Her forgik der også den officielle overrækkelse af gavechecks fra Sydbank Fonden på 30.000 kr. og fra Nordea Fonden på 15.000 kr. Danfoss Gråsten mødte op med to af de nyeste frekvensomformere til to af vore maskiner, og Bitten Clausen gav os en fødselsdagsgave på 5.000 kr.!
En efterlysning i Radio Syds mandagsudsendelse, Opslagstavlen, af gamle typer træskruer med alm. kærv gav 58 henvendelser og over 100 kg skruer af mange typer. Grunden til efterlysningen var den indlysende, at vi ikke kan få os selv til at bruge nymodens krydskærv- eller torx skruer til 100 år gamle vogne!
Det store Köf diesellokomotiv, vi købte sidste år, har vi solgt igen uden tab, og den kører nu atter på Vestbanen.
Vores svelleskruemaskine, som vi også købte for et år siden, har vi udlejet i et halvt års tid.
Vi har været i Aalborg efter to gamle skinnebus bogier til et kommende diesel drevet ranger- og arbejdslokomotiv, og BaneDanmark har foræret os 12 kryds-mærker til opsætning ved bane / vejoverskæringer. Dem afhentede vi i Aalestrup ved samme lejlighed. Af Simon Moos har vi fået 6 kraftige hjulsæt fra tipvogne. Dem skal vi bruge til arbejdstroljer efter at have øget sporvidden fra 600 til 1000 mm.

Årets øvrige nyanskaffelser er to 750 kg hydrauliske stablere og en 2 tons portalkran på hjul, så nu kan vi håndtere de tunge vogndele både inde og ude, og i Kolding købte vi en båndsav til savning af de mange stålemner, vi bruger.
Jeg skal da her lige fremhæve, at konstruktionstegningerne til både portalkran og dræsinen til ringridning er blevet til som eksamensprojekter under Erhvervsakademiet Syd, hvor et af vore kvindelige medlemmer er i gang med uddannelse som Produktionsteknolog. Hun har leveret portalkranens tegninger og beregninger, og en af hendes klassekammerater har leveret tilsvarende til dræsinen.

Et andet spændende eksamensprojekt, vi er med i er, at to studiner ved Syddansk Universitet i Odense studerer Kultur og Formidling, og følger et fag, der hedder Projektplanlægning, Idéudvikling og Fundraising. De valgte vores forening og er nu i gang med i praksis at søge fonde om penge. Foreløbig har vi sammen søgt 100.000 kr. hos Sonning Fonden, og andre ansøgninger er på vej. I maj måned bliver et par ansøgninger afklaret. Det er utroligt spændende. Yderligere søger vi Sydbank og Danske Bank.

En del af medlemmerne har været meget flittige til at møde i Remisen tirsdage, fredage eller lørdage, og indtil nu har vi bogført over 1100 timers arbejde. Der har været mange sure dage med frostgrader så lave inden døre, at køleolien i båndsaven var bundfrosset, og det tog en time hver gang at tø det op med gasovnen, men heldigvis frøs øllerne ikke.
Tak for Jeres indsats gutter!!

Da det i høj grad er Tordenskjolds Soldater, der møder op, er det meget velset hvis flere, mange flere, ville møde op enten på de nævnte dage (aftener) eller på andre dage. Der er frit slag, og alle, der vil møde jævnligt, får selvfølgelig en nøgle, så man kan komme og gå som det passer én. Vi håber, at foråret lokker medlemmerne frem, og jeg kan roligt sige, at der er mange forskellige slags interessante arbejder, der ligger og venter. Vi søger bla. medlemmer, der vil deltage ved de ringridninger og udstillinger, som vi deltager i for at skaffe flere medlemmer, penge og publicity. Den første begivenhed er ved Foreningsdag i Nordborg, som Nordborg på Toppen afholder den 6.maj fra 9-15. Her skal vi igen sælge pølser med mere. I den forbindelse vil foreningen blive synlig ved at MATAS indrykker en helsides annonce om vore aktiviteter.

Vi er netop nu ved at lægge sidste hånd på den første dræsine og de 30 meter træskinner, den skal køre på, som skal bruges til dræsine-ringridning, en helt ny disciplin, vi præsenterer. Først ved Svenstrup ringridning, derefter i Søby og sidst i Nordborg. Vi skal også deltage i Vejle Dampfestival både med Waterloo’en og med dræsinekørsel, og vi slutter sæsonen med Stjerneridning under Kulturnatten i september, hvor Waterloo’en selvfølgelig også kører.

De meget nødvendige pengemidler flyder i en lind strøm til foreningen, næsten i takt med vores nuværende forbrug.
Jeg nævnte før, at Mads Clausens Fond har ydet 50.000 kr. Derudover har vi været så heldige, at vi har modtaget Alssund-Prisen på 10.000 kr. af Andelskassen Alssund og 4.000 kr. fra Kulturnatten samt 5.000 kr. af et af vore medlemmer. Som sædvanlig tilflyder medlemskontingenterne i en træg og langsomt flydende strøm, som giver vores kasserer nervøse trækninger. Kontingenterne er meget vigtige for foreningen, da de betaler vores husleje og faste udgifter.

Fremtiden.
Det hører sig til i en årsberetning, at man skal prøve at spå om, hvordan foreningens fremtid vil forløbe. Det er svært at lade være med at gabe for højt, men jeg vil prøve på at være realistisk:
I den nære fremtid bliver Jordfordelingskontoret forhåbentlig færdige med at behandle sagen om køb af jord til de første par kilometer. Når matrikuleringerne er tilendebragt, så Kommunen får tilskødet trace’en, kan vi i realiteten udskrive jordarbejderne i licitation og få det anlagt. Herefter skal det hvile en tid lang, før vi til næste år kan begynde at lægge skinner. Vi har jo allerede købt ca. 800 meter, så vi kan anlægge alle sporene i stationsområdet ved Karholm. Vi skal derefter løbende opkøbe flere skinner og sporskifter til videreførelse af banen forbi Oksbøl og forhåbentlig til Oksbøl Mose eller til Østergaards Frugtplantage. Det er så meningen at udleje selvbyggede skinnecykler og dræsiner til turister. Det er uhyre populært flere steder her i landet og i Tyskland.
Til den tid har vi forhåbentligt fået eller købt et gammelt veteran -diesellokomotiv i Tyskland, og sammen med et selvbygget rangerlokomotiv, kan vi så også af og til tilbyde kørsel med disse. Vores godsvogn skulle da også være færdig til kørsel, så vi kan gå i gang med at restaurere den første personvogn fra Dansk Jernbaneklub’s samling i Marslev.

Til sidst vil jeg gerne takke vore små og store donorer for Jeres opbakning til os. Uden Jeres støtte ville det være umuligt at gennemføre vore planer.

Knud Skov Rasmussen
Formand for Veterantogsforeningen ”Amtsbanerne på Als”
E Kleinbahn

Diverse spørgsmål blev fremsat, men ingen væsentlige.
Formandens beretning blev af forsamlingen enstemmigt godkendt.

3) Regnskabet blev forelagt af kassereren Evald Bak Sørensen

E’Kleinbahn
Regnskab 2005

Indtægter Regnskab 2005 Budget
Kontingent 26.400,00
Fonde 50.000,00
Salg af KÖF 20.000,00
Andre bidrag 7.159,50

Indtægter ialt 103.559,50

Lån 0



Udgifter
Materiel 26.781,25
Materialer 39.826,72
Transport 3.615,14
Brændstof 0,00
Kontorhold 1037,00
Gebyrer 299,50
Forsikring 5107,75
Husleje 23.800,00
Diverse 10.972,75
Afrunding 0,10

Udgifter ialt 111.440,21

Resultat før renter - 7.880,71

Renteindtægter 253,76
Renteudgifter 0,00 253,76

ÅRETS RESULTAT - 7.626,95


E’Kleinbahn
Balance 2005

Aktiver:

Anlægsaktiver:
Maskiner 19.600,00
Rullende materiel 10.000,00
Skinner+sveller 19.000,00
Kontorudstyr 1.000,00
Lokomotiv

Likvider:
Bank – løbende konto 150.095,94
Kassebeholdning 810,15 200.506,09

Passiver:

Egenkapital 90.506,09

Gæld 110.000,00 200.506,09

E’Kleinbahn . 2006-02-21

p.b.v.

(original er underskrevet)
.
Evald Bak Sørensen
Kasserer


Vi har dags data gennemgået regnskabet, og herunder konstateret, at anførte beholdninger er til stede. Vi godkender regnskabet.


Nordborg, den. ?? (se original)

(original er underskrevet) (original er underskrevet
Merete Hansen Ole Scheel
Revisor Revisor

Regnskabet blev godkendt.

4) Der var desværre ingen budget udarbejdet for det forgangne år eller det kommende. Det blev den nye bestyrelse pålagt at udarbejde et for den kommende periode.

Kontingent uændret 200 kr./person og 300 kr./par

5) Ingen indkomne forslag.

6) Valg af bestyrelse.
Knud Skov Rasmussen (formand), Niels Peter Fenger (bestyrelsesmedlem) og Hans Jørgen Jacobsen (sekretær) var alle på valg og blev genvalgt. Der var ingen andre kandidater foreslået.

7) Suppleant til bestyrelsen. Erik Juul-Kristensen blev genvalgt.

8) Revisor. Ole Scheel blev genvalgt

9) Eventuelt.
Budgetter skal udarbejdes for den kommende sæson.
Historisk Samfund vil måske genoptrykke bogen om Amtsbanerne.
Hvad dækker vor forsikring, blev klargjort.


Aftenen sluttede med hyggesnak og en bid brø’ med kaffe.


Referent Hans Jørgen Jacobsen
21 APR 2006

 

Opdateret 23. april 2007