Medlemsmødet den 17 JAN 08.

8 medlemmer mødt op.

Sidste møde var den d. 17 NOV 07. og der har siden været tre bestyrelsesmøder og et Julemedlemsmøde.

1) Niels Peter og formanden var som bekendt nede i Harzen og besøgte Harzer Schmalspur Bahnen med det formål at købe detaildele, spec. hjulsæt, af dem. Vi kom hjem i godt humør med lovning på 4 hjulsæt bestående af stjernehjul i fin stand, aksler og lejehuse samt en puffer og andre smådele til skrotpris. Samlet vægt er ca. 2 tons.
Da vi fik regningen lød den kun på 297,50 EURO ~ ca. 2.250,- kr. hvilket er meget billigt. Da hjuldiameteren er ca. 700 mm kan de ikke anvendes til godsvognen, men vi vil bruge dem til de næste to personvogne.
Vi får dem hjem med en vognmand i to omgange til 1.800 kr. pr gang.

2) Vi fandt efter megen søgning på nettet en leverandør i Tyskland af T-
bolte til godsvognens brædde- og gulvbeklædning til en pris af 57 € per 100 stk.

3) Vores endelige ansøgning til Trafikstyrelsen om igangsættelsen af
projektet er nu under behandling i København. Vores tilsynsførende Hans Meyer skal derover den 24.ds. og forelægge og gennemgå hele materialet med Styrelsen. Han mener ikke, at der kan være indvendinger, som ikke kan afklares på stedet. Så kan vi sætte signalet på ”Kør” og gå i gang med det praktiske.
Det næste skridt bliver så den endelige aftale med Skovdistriktet ved skovrider Inge Gillesberg om tilladelse til at rydde skovbunden og lægge de 120 meter spor i Karholm Skov som en synlig begyndelse.
Vores tilsynsførende for trassé og bane, Michael Rasmussen, har haft
materialet forelagt, og han havde heller ingen indvendinger.

4) Niels Peter, Jørgen Dalvig og jeg besøgte KC-Productions i Glansager,
og som resultat har vi afgivet ordre på drejning af vores støbemodel
til hjul til godsvognen. Efter støbning hos Uldall´s Jernstøberi i Vejen,
skal KC-P montere hjul på akslerne og afdreje begge sæt. Der er
måske nogen, der undrer sig over at vi ikke selv drejer på vores
hjuldrejebænk, men den skal først forsynes med pinoldok og
geartransmission, og det har vi nedprioriteret lidt for ikke at sprede
arbejdsmængden for meget, for vi har ikke for mange ledige hænder.

5) Det går godt fremad med det hydrauliske nitteværktøj, og vi har fået
en gasglødeovn til at varme nitterne i, så mon ikke vi kan begynde
snart.

6) Der er lidt stilstand i jordkøbsforhandlingerne, for kommunen ønsker
at nedsætte et kommunalt jordkøbsnævn, og det forventes ikke at
fungere før måske engang sidst i februar, forhåbentlig.

7) 2008 bliver på flere måder et ”festens år”, for dels er den 28. februar
den dag for 75 år siden, da det sidste planmæssige tog afgik fra
Nordborg klokken 2250.
Danfoss fejrer også 75 års jubilæum i år med flere forskellige
begivenheder, og det fynske orkester ”Dræsinebanden” fejrer 20 års
jubilæum.
Da de for længst har lovet at deltage ved vores indvielse, er det oplagt
at prøve at koble alle disse begivenheder sammen, og det arbejder
bestyrelsen da også på. Vi vil gøre medierne opmærksomme på vore
planer omkring 1.februar.

8) Der er nu store chancer for at få godsvognen færdig i år, men---- vi
mangler ”jernmænd” til at fremstille en del mindre tilbehørsdele såsom
låse, ventilationslemme, beslag og til at demontere de to bogier. Så
klør fingrene efter at gøre det, er I mere end velkomne enten tirsdage,
torsdage eller lørdage i Remisen.

9) Vi har fået en invitation til at deltage i Modeljernbaneudstillingen
TOG2000 på Bregnbjergskolen i Vojens. Der udstilles også modelskibe
og modelfly. Udstillingen finder sted 1.-2. marts fra 1000 til 1600.
Bestyrelsen besluttede at deltage og vi har for nuværende to mand der
Godt vil tage en tørn deroppe for E Kleinbahn. Vi tager nogle plancher
og effekter med der op. Så hermed udsendes samtidig budskabet om
at nogle medlemmer vil melde sig for at gøre en indsats en af dagene.

10) Husk at afsætte tid til generalforsamlingen den 23.april på
Nordborghus kl. 19.00. Nærmere program oplyses senere.

Knud Skov Rasmussen.
Formand.

Referent: Hans Jørgen Jacobsen / 18 JAN 08